Nyhedsbreve – ISPS-DK

Siden 2016 har der været holdt pause med nyhedsbrevene
Læs istedet vores facebookside:
www.facebook.com/ISPSdanmark/

Fra 2015 har du kunne læse nyhedsbrevene som fuldtekst her på siden, efter denne liste:

ISPS-DK NYHEDSBREV nr. 9. juni 2015:

I dette nummer af nyhedsbrevet vil I få et glimt af den succesfulde internationale kongres i New York! Bent Rosenbaum skriver om sine indtryk og Jens Roved har igen været aktiv fotograf og udover hvad I finder i nyhedsbrevet ligger der mange af hans skønne billeder på kongressens hjemmeside: http://www.isps.org/index.php/conferences-and-events/past-isps-international-congresses/item/399-isps-ny-2015

Ved generalforsamlingen vedtog vi at ISPS Danmark skal hedde ”Internationalt Selskab for Psykologiske og Sociale interventioner ved psykoser”. Valget afhang blandt andet af at alternativet indeholdt ordet behandling og at der med det valgte navn er stor lighed med det internationale selskabs.

Vi ønsker stadig at høre fra jer, med små som store tekster. Og ellers har vi kun at sige rigtig glædelig sommer!

Jens Roved, ergoterapeut, suppleant i bestyrelsen for ISPS-DK
Lisbeth Sommerbeck, psykolog
Anne Marie Trauelsen, læge, ph.d. stud., bestyrelsesmedlem for ISPS-DK

ny2015

Er penge bedre end piller?

Nedenstående fyldige uddrag af en forskningsartikel har jeg sakset fra den svenske avis ETC.
Jens Roved

Vad händer om en grupp långtidsarbetslösa med svåra psykiska problem får en femhundring i handen istället för medicin? Ett kontroversiellt experiment i Blekinge visar att ekonomiskt stöd kan ha lika stor verkan för att lindra psykisk ohälsa som psykofarmaka.

Psykvården är till stor del inriktad på att lindra och bota allvarliga psykiska problem med piller. Användningen av antidepressiva mediciner har ökat stort de senaste femton åren och Sveriges konsumtion ligger idag på femteplats bland världens industriländer.

Inom såväl vård som samhälle har en biologistisk syn på psykisk ohälsa blivit den dominerande – att det handlar om patologiska fel i hjärnan som kan behandlas och botas med medicinska preparat.

I förra veckan presenterades emellertid resultaten från en forskningsstudie i Blekinge, som gläntar på dörren till ett alternativt synsätt. Där har människor med allvarliga psykiska problem fått testa en minst sagt annorlunda medicin – pengar.

Under nio månader har cirka hundra personer i en testgrupp fått femhundra kronor extra i månaden att göra precis vad de vill med, utan krav på vare sig redovisning eller motprestation. Redan efter sex månader visade experimentet positiva effekter långt över vad forskarna bakom studien förväntat sig. Bland annat hade andelen som konsumerat psykiatrisk slutenvård minskat med 30 procent jämfört med perioden innan utbetalningarna startade.

Idén till studien kommer från USA där ett liknande projekt genomfördes i början av 2000-talet. Även där kunde deltagarna efter en tid med 28 dollar extra i månaden uppvisa en rad positiva förändringar såsom färre symptom, högre funktionsnivå, bättre självförtroende, etcetera.

Började föreläsa

När Alain Topor, psykolog och docent i socialt arbete vid Stockholms universitet, hörde talas om den amerikanska studien började han föreläsa för landsting och myndigheter om vikten av psykosociala insatser, så kallad ”supported socialization”, även i Sverige.

Till en början gick det trögt. De enda som visade intresse var tre diakoner från Svenska kyrkan, som i sitt arbete träffat olika typer av utslagna människor och som kände igen kopplingen mellan social/ekonomisk utsatthet och psykisk ohälsa.

Kopplingen finns också svart på vitt för den som orkar läsa statistiken. Enligt Socialstyrelsen har ekonomiska förhållanden för människor med psykiska funktionsnedsättningar konstant försämrats de senaste årtiondena. De befinner sig ofta utanför arbetsmarknaden, saknar socialt liv, dör tjugo år i förtid och har hög självmordsfrekvens. De tillhör samhällets kanske mest marginaliserade grupp, vars levnadsvillkor försämrats också i jämförelse med andra grupper av funktionshindrade.

– Fattigdomen leder till en stor ensamhet för de här personerna. Vi tror inom psykiatrin ofta att människor är isolerade och ensamma för att de har psykiska problem. Men till stor del är det en effekt av att de inte har råd att umgås med andra, säger Alain Topor.

Liknande fördomar gjorde att skepsisen till ett projekt som skulle dela ut pengar till psykiskt funktionshindrade var svårövervunna – även dåvarande nationelle psykiatrisamordnaren, Anders Milton, var skeptisk. Exempelvis att deltagarna på grund av bristande verklighetsuppfattning bara skulle slösa bort pengarna, något som senare skulle visa sig var ett falskt antagande.

Fick inte ha pågående missbruk

Efter ett antal år av avslagna forskningsansökningar nappade slutligen ett par nyckelpersoner inom landstinget i Blekinge och Karlskrona och Ronneby kommuner-. Tillsammans med Alain Topor och ett antal andra personer inom psykiatri och socialt arbete fick de ihop pengarna som behövdes för att sjösätta en forskningsstudie 2012.

I Karlskrona valdes hundra personer ut som hade kontakt både med den psykiatriska vården och med kommunens insatser för boendestöd och rehabilitering. De som hade någon form av pågående missbruk fick dock inte vara med. Till största del var de diagnostiserade med tunga diagnoser, som psykos, schizofreni, personlighetsstörning, neuropsykiatriska sjukdomar och allvarliga depressioner.

Under förarbetet framgick att försökspersonerna då och då förköpte sig och spenderade pengar de lånat sig till. När utgifterna granskades visade det sig att det för det mesta handlade om att skapa guldkant på tillvaron.

– För de här människorna finns inte vetskapen om att det kommer att bli bättre. Tvärt om, de vet att det kommer bli skit och värre skit framöver. Vad de gjorde när de spenderade mer än de hade råd med var att släppa loss och unna sig någonting. Det vill säga, istället för att bara överleva så levde de – köpte en klänning till våren, god mat eller lyxiga underkläder. Man kan ju tycka att det var slöseri att köpa fina underkläder istället för ryska arméns för 2,50, men om du som person ska finnas, om du ska känna dig attraktiv eller värdefull så är det just sådana markörer som behövs. Deras utsvävningar var i det sammanhanget ganska rimliga och förståeliga.

Det var också sådana saker som deltagarna spenderade pengar på när de började få 500 kronor i handen varje månad: de gick och bowlade, träffade vänner, köpte promenadskor, busskort. Eller så bara sparade de pengarna. Flera av dem började också återknyta kontakt med vänner och familj.

När den kvantitativa undersökningen utvärderades efter sex månader syntes en statistiskt säkerställd förändring i betydligt större tillfredsställelse med det sociala livet bland de som deltog i experimentet. I jämförelsegruppen syntes samtidigt ingen förändring.

”Diagnoser kommer och går”

Gruppen med en femhundring extra i månaden uppvisade färre symptom, och andelen med till exempel depression och ångest hade minskat jämfört med de som inte fått några pengar.

Resultaten pekade också på en minskning av antal vårdtillfällen inom den psykiatriska slutenvården. Antalet dagar personerna hade tillbringat inom psykiatrin hade minskat med hela trettio procent, vilket var enormt överraskande. Den ekonomiska vinsten för samhället var med andra ord långt större än kostnaden. För att inte tala om den minskade belastningen för psykvården.

Vad säger det om den moderna psykiatrin att människor som diagnostiserats med neuropsykiatriska sjukdomar kan blir bättre och till och med sluta medicinera tack vare 500 kronor extra i månaden?

– När man varit inom psykiatrin så länge som jag ser man diagnoser komma och gå. Jag tror absolut att många av de här människorna har psykiatriska problem, samtidigt har vi börjat sätta allt trängre gränser för det normala. Vi kan se att fler och fler blir marginaliserade och sjukdomsförklarade på grund av beteenden som kanske egentligen är normala. Har man en gång fått en neuropsykiatrisk diagnos är det väldigt svårt att bli av med den. Det har skapats ett system som jag tror på många sätt individualiserar sociala problem genom att systematiskt ställa diagnoser.

Jeg har fundet to links til Blekinge forskningsprojektet:

Og her to videoklip, hvor Alain Topor forklarer om projektet. Han er vel om nogen manden bagom recovery-bevægelsen:

Humanistisk psykiatri i Holland

Det lader til at ISPS’ forestillinger om god psykiatri er ved at blive ”state of the art” i Holland. Sammen med en række prominente og centralt placerede psykiatere og andre betydningsfulde mennesker på området har psykologen Jim van Os (som bl.a. er kendt for sit arbejde med stemmehøring) udgivet en artikel som forventes at få stor indflydelse på psykiatrien i Holland. Margreet de Pater, bestyrelsesmedlem i ISPS og moderator for e-mail listen, har summeret artiklen i følgende punkter (oversat af undertegnede):

Der er ingen klar forskel mellem psykotiske oplevelser og andre menneskelige oplevelser.
80 % af teenagere har psykotiske oplevelser. 80 % af disse forsvinder efterhånden som de vokser op.
3,5 % af mennesker har psykotiske oplevelser, der kræver hjælp. Deres diagnose er psykose modtageligheds syndrom, som er forskelligt fra den ene til den anden.
20 % af disse har en dårlig prognose.
Psykotiske oplevelser er ofte en reaktion på trauma, livsbegivenheder, skuffelser, diskrimination eller ydmygelse. Teorien om, at de er symptomer på en underliggende hjernelidelse, er videnskabelig set ikke korrekt og fører til et negativt syn på muligheden for at komme sig.
Enhver har sin egen specielle blanding af psykotiske symptomer. Psykiatriens klassifikation i skizofreniform, manio depressiv osv. er ukorrekt.
Mennesker med psykotiske oplevelser har brug for håb og et perspektiv på tingene. At komme sig er en mental proces. Det er nødvendigt at klare sig med sin modtagelighed for psykotiske oplevelser og dette straks fra begyndelsen ved hjælp af en uddannet person, der selv har erfaring med psykotiske oplevelser, og om nødvendigt ved hjælp af en læge og en terapeut.
Det er vigtigt at vende tilbage til sine egne omgivelser, arbejde og skole, også selvom der stadig resterer nogle psykotiske symptomer. Det forringer mulighederne for at komme sig, at vente på en komplet helbredelse.
Alle med psykotiske symptomer må inviteres til at tale om dem. Psykosens tema er nøglen til underliggende problemer.
Alle med psykotiske oplevelser skal tilbydes psykoterapi.
Nogle gange, når de psykotiske oplevelser er for overvældende, kan anti-psykotisk medicin være nyttig, men det helbreder ikke.
Skizofreni eksisterer heldigvis ikke; psykose kan behandles.

Lisbeth Sommerbeck

Debatindlæg

I påskens Weekendavis fik Jens Roved og Lisbeth Sommerbeck offentliggjort nedenstående debatindlæg.

Nedbringelse af bæltefikseringer i psykiatrien – det varer næppe ved!

Sundhedsstyrelsen har netop udsendt en rapport om et satspuljeprojekt, hvor 34 psykiatriske afdelinger har arbejdet i 3 år med at reducere anvendelsen af tvang i psykiatrien, og herved er antallet af bæltefikseringer reduceret med 26 %.

Og det må man sandelig glæde sig over!

Så vidt man forstår på rapporten, er resultatet først og fremmest opnået ved at tilbyde patienterne aktiviteter, som de finder meningsfulde og ønskværdige. Man må nødvendigvis i den kontekst spørge sig selv, om man i psykiatrien har fundet på noget så nyskabende som at spørge patienterne, hvad de finder meningsfuldt og ønskværdigt? Der må da være noget galt i den psykiatriske behandling, når der skal et satspuljeprojekt til, for at finde ud af det? Eller har vi her fat i et bredere samfundsproblem, som psykiatrien, sådan som den fungerer udenfor satspuljeprojekter, er et symptom på?

Mennesker har vel altid vidst, at det gør godt at beskæftige sig med noget meningsfuldt og ergoterapeuter har naturligvis vidst det så længe ergoterapi har eksisteret, og de har talt højt om det i psykiatrien, men uden rigtig at blive hørt. Og på den psykiatriske afdeling i Randers lavede man i halvfemserne et lignende projekt som det netop afsluttede, og med samme resultat og med samme rekommandationer – hvor mange gange skal den dybe tallerken opfindes?

Der er således meget, der tyder på, at rapporten har ret, når den peger på, at der skal en kulturændring til, for at disse resultater skal vare ved efter projektperiodens afslutning. Den siger imidlertid ikke rigtig noget om, hvad det er for en kulturændring, der skal til. I ISPS (Internationalt Selskab for Psykologiske og Sociale Interventioner ved Psykose) er vi imidlertid overbeviste om, at dagens akutte psykiatriske hospitalsbehandling er blevet så sygdomsmodel-styret og symptom-fokuseret, at behandlerne glemmer ”det hele menneske”, dvs. de glemmer det, der er essensen i den humanistiske psykiatri, de glemmer, at det hjælper patienterne – som det hjælper alle andre – at tale med dem for at prøve at forstå, hvad de slås med, hvordan de oplever det, der sker med dem, og hvad de synes de trænger til – inklusive hvilke aktiviteter de kunne tænke sig. Igen må vi spørge os selv, om vi her har fat i et bredere samfundsproblem, som psykiatrien er et symptom på?

Det ville være ønskeligt – i den aktuelle psykofarmakologisk dominerede psykiatri – at en kulturændring kunne finde sted. For at nedbringe tvang i psykiatrien, har vi (behandlere, patienter, pårørende) brug for en kultur, der viser respekt for patienterne – også når de er i svær psykotisk krise. Det forebygger tvang. Det er åbenbart nogen gange nødvendigt at opfinde den dybe tallerken igen og igen og igen.

Lisbeth Sommerbeck & Jens Roved
ISPS mediegruppe

Høringssvar til rapport om nationale kliniske retningslinjer for mennesker med skizofreni og komplekse behandlingsforløb

Link til rapporten: http://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/d0de039f-f7ab-4375-9bf3-0b7bf01463e6/NKR_skizofreni_h%C3%B8ringsversion.pdf

Bent Rosenbaum har på vegne af ISPS skrevet nedenstående høringssvar, som blev vel modtaget og vil indgå i den afsluttende proces med formulering af nationale retningslinjer.

ISPS-DK er den danske forening associeret til ”The international society for the psychological and social approaches to psychosis”. Det internationale selskab har eksisteret siden 1956 og har tidsskriftet ”Psychosis” som et videnskabeligt, peer-reviewed tidskrift; yderligere internationale oplysninger om ISPS kan findes på website, www.isps.org.

ISPS-DK har eksisteret siden 2006 (www.isps-dk.dk) og holder flere årlige møder med internationale kendte eksperter på psykosebehandlingens område. ISPS-DK har udsendt et charter for god behandling af mennesker med psykose, som er blevet sendt til faglige selskaber, interesseorganisationer og sundhedsordførere for politiske partier i folketinget.

ISPS har gennemlæst Sundhedsstyrelsens NKR for skizofreni og skal udtrykke tilfredshed med det store arbejde, der er er nedlagt i rapporten. Historisk set har den svært behandlelige gruppe af patienter med diagnosen skizofreni, som havde behov for længerevarende, intensiv behandling været i søgelyset især i perioden efter 2.verdenskrig til 1980erne, hvor distriktspsykiatritanken blev realiseret og sengepladserne på de psykiatriske institutioner nedbragt. I takt med de-institutionaliseringen øgedes det forskningsmæssige fokus på de korterevarende interventioner direkte rettet mod de psykotiske symptomer, mens den alliancebærende relationsbehandling gled i baggrunden.

På trods af rapporten gode takter og hensigter, er der flere forhold, der kan give anledning til yderligere overvejelser. Disse kan samles under følgende overskrifter:

Dårlig afgrænsning af den gruppe, der refereres til
Uoverensstemmelse mellem den tilsigtede gruppe og de referencer der angives som grundlag for valg af bl.a. kognitiv terapi
En dårlig begrundelse for udelukkelsen af psykodynamisk psykoterapi og dermed dynamisk relationsbehandling og hele den terapeutiske holdning, som er funderet i psykodynamisk tænkning, som har båret tilgangen til denne gruppe i årtier og som fortsat er fundamentet for længerevarende relationsbehandling
En frygt for at denne udelukkelse/underkendelse vil stille psykiatriske patienter med psykose dårligere fremover, hvor retningslinjernes snæverhed vil medføre en indskrænket ekspertise i behandlergruppen.
En begrundet formodning om, at de dynamiske behandlingsformer, der ikke findes i nærværende NKR, heller ikke vil være at finde i kommende NKR for psykose-behandling, hvor fokus er andre faser i behandlingsforløbet.

Ad 1. Dårlig afgrænsning af den gruppe, der refereres til

Rapporten søger tilsyneladende at afgrænse psykotiske tilstande i skizofrenispektret, der er kompliceret ved en række faktorer:

Retningslinjen omhandler voksne mennesker med skizofreni eller anden lidelse i skizofrenispektret (ICD-10:F2) med komplekst behandlingsforløb forstået som vedvarende symptomer eller nedsat funktionsniveau trods relevant farmakologisk behandling, komorbidt misbrug eller mangelfuld tilknytning til det etablerede behandlingsvæsen.

Rapporten bruger ordet kompleks på en idiosynkratisk måde – også selv om det søges specificeret. Tilstande I skizofrenispektret er stort set alle komplekse – ud fra den bio-psyko-sociale models kausale aspekter såvel som ud fra samme models behandlingsmæssige aspekter. Mange forskellige faktorer fletter sig ind i og påvirker gensidigt hinanden både i patogenesen og den langvarige behandling. Dette kan erfarne klinikere samt patienter, der har gennemgået skizofrene psykoser bekræfte, og stort set alle de 269 patienter, som blev behandlet i Det Nationale Skizofreniprojekt (DNS) er karakteriseret heraf.

Rapportens brug af begrebet ’kompleks’ underkender disse faktorer i psykosernes udvikling og behandling, hvilke ikke er i patienternes interesse.

Det, rapporten taler om synes at være komplicerede tilstande, hvor komplikationerne kan skyldes den manglende effekt af antipsykotisk medicin og dermed vedvarende symptomer og lavt funktionsniveau, eller skyldes den psykotiske persons misbrug og negative holdning til behandlingssystemet.

Komplicerede tilstande kan skyldes forhold hos de psykotiske personer, men kan sandelig også skyldes behandlernes uddannelse og behandlingssystemets ressource-kapacitet, holdning og hele forståelse af psykosernes kompleksitet.

ISPS mener, at det sidste aspekt nedtones kraftigt i rapporten og skjules i et forsøg på at nævne nogle få tiltag som angives at have evidens og samtidig udelukke andre, som et bredere anlagt behandlingssystem ville kunne levere til patienterne til deres bedste.

Konkluderende: gruppen er dårligt defineret og overlapper med first-episode patienter, der ikke sjældent har en lang DUP (duration of untreated psychosis) med ’selv-medicinering’ både af psykofarmaka og hash.

Ad 2.

Uklarheden påpeget i punkt 1 fortsætter i anvendelsen af de referencer, der støtter anvendelsen af kognitiv adfærdsterapi.

Lad det være sagt med det samme: Kognitive adfærdsterapeutiske teknikker og forståelse i behandlingen af bl.a. hallucinationer og vrangforestillinger er uomgængelige i god psykosebehandling. Både ud fra forskningsmæssigt synspunkt som ud fra almen klinisk erfaring. Mange årig erfaring med undervisning på såvel introduktions- som specialistkursus giver det klare indtryk, at psykiaterne hverken har tilstrækkelig erfaring med eller tid til at udøve den kognitive behandling og derfor heller i tilstrækkelig grad støtter eller ordinerer den til patienterne. Det samme gælder psykiatriske sygeplejersker, som i dagligdagen føler sig for presset til at kunne gennemføre en lege artis KAT behandling

Flere af referencerne, der begrunder kognitiv terapi, synes at referere til interventioner tidligt i sygdomsforløbet. Gode referencer, men ikke nogle der specifikt giver evidens for behandling for komplicerede tilstande.

Ad 3.

En dårlig begrundelse for udelukkelsen af psykodynamisk psykoterapi og dermed dynamisk relationsbehandling

Det anføres

Der er lang tradition for anvendelse af psykodynamisk psykoterapi i Danmark. Denne interventionsform anvendes imidlertid kun sjældent til komplekse behandlingsforløb, ligesom evidensgrundlaget for den aktuelle patientgruppe er meget spinkelt sammenlignet med kognitivt baserede interventioner.

Det er uklart, hvad denne konstatering hviler på. Det meste internationale litteratur efter 2. Verdenskrig om psykoterapeutisk behandling af mennesker med længerevarende psykoser er skrevet ud fra et psykodynamisk grundlag. Miljøterapi, således som den blevet udøvet i årtierne inden indskrænkning af længerevarende hospitalsbehandling, er båret og gennemført ved den psykodynamiske behandlingsforståelse, og den må fortsat ses som det bedste fundament for længerevarende relationsbehandling, også med inddragelse af psykoedukation og familieintervention – som en del af forståelsen af samspillet mellem hjerne-krop-psyke-interpersonel kommunikation.

Endelig skal nævnes Det Nationale Skizofreni-projekt, initieret i 1997. Dette sammenligner Treatment as Usual gruppe med en gruppe der får Treatment as Usual + individuel psykodynamisk psykoterapi. Projektet omfattede konsekutivt indtagne patienter og adskillige med kompleks skizofreni, selv om det var første-episode med psykose-diagnose. To-års opfølgningen viste klar fordel for gruppen, der modtog støttende psykodynamisk psykoterapi. Fem-års resultaterne viste, at den opnåede forbedring i social funktion efter to år kunne vedligeholdes efter fem år (1, 2)

Ideen om, at psykodynamisk terapi ikke anvendes til den omtalte gruppe eller til andre grupper af psykotiske patienter synes fejlagtig og vil i det lange løb forringe patienternes mulighed for at profitere af relationsbehandlingen

Ad 4.

En frygt for at underkendelsen af psykodynamisk psykoterapi vil stille psykiatriske patienter med psykose dårligere fremover

De fleste meta-reviews og cochrane-reviews af psykoterapi beskriver kognitiv adfærdsterapis overvældende dominans, hvad angår antallet af RCT og antallet af patienter, der udgør forskningsmaterialet, Det er kun rimeligt at dette fremhæves og medtages i overvejelserne. Men konklusionerne på de samme meta-reviews beskriver altid snæverheden i applikationen af evidensen og at der mangler yderligere undersøgelser – ikke mindst i sammenligningen med and former for psykoterapi. Nyere litteratur af erfarne klinikere gå også mere i retning af integrativ metodik (3, 4, 5). De samme forhold gør sig gældende i Det Nationale Skizofreni-projekt, hvor den støttende psykodynamisk psykoterapi inddrager elementer, som også i princippet ville kunne findes i kognitiv terapi. Endelig findes en række nyere terapiformer: Metacognitive terapi og Acceptance, Commitment Therapy og affekt-reulerende terapier, som har effekt, og som indeholder en lag række psykodynamiske elementer (6, 7).

Det er derfor rimeligt, at Høringsrapporten anfører

Der er ingen garanti for et succesfuldt behandlingsresultat, selvom sundhedspersoner følger anbefalingerne. I visse tilfælde kan en behandlingsmetode med lavere evidensstyrke være at foretrække, fordi den passer bedre til patientens situation.

Men denne information er ikke til nogen hjælp, når Høringsrapportens fokus er så snævert, at der ikke levnes megen plads til at beskrive behandlingsmetoderne med lavere evidens.

Personalet vil kunne få midler til at blive trænet i det, Høringsrapporten anbefaler, mens anden tilgang herunder psykodynamisk approach vil forsvinde, fordi det er en kunnen som skal opøves og vedligeholdes. Det gælder ikke mindst når behandlingen skal udøves som korttidsindsat eller med lille intensitet.

Ad 5.

Man kan befrygte, at rekommendationer fra nærværende Høring ukritisk overføres til psykoterapi i andre faser af psykose, hvor kompleksiteten fortsat er stor, men graden af komplicerende faktorer er mindre. Og man kan befrygte, at den færdighed som ikke vedligeholdes i psykodynamisk relationsbehandling vil forsvinde fra psykiatriske behandleres erfaringsgrundlag. Det vil kunne føre til ringere forhold for de psykiatriske patienter, der lider af psykose i det skizofrene spektrum

På vegne af ISPS bestyrelse
Bent Rosenbaum
Overlæge, dr.med. og adj professor ved Københanvs Universitet, Institut for Psykologi
Formand for ISPS-DK

Referencer

Rosenbaum B et al. Supportive psychodynamic psychotherapy versus treatment as usual for first episode psychosis: two-year outcome. Psychiatry: Interpersonal and ISPS-DK www.isps-dk.dk ISPS-INT www.isps.org Biological Processes, 2012; 75(4): 331 – 341;
Harder S et al. Five-year follow-up of supportive psychodynamic psychotherapy in first-episode psychosis: long-term outcome in social functioning. Psychiatry; 2014; 77(2):155-68)
Turkington D et al. Cognitive behavioural therapy for the treatment of delusional systems. Psychosis, 2015;7/1: 48-59
Kingdom D, Turkington D. Cognitive therapy of schizophrenia: A formulation-based approach. New York: Guildford Press, 2005
Morrison AP, Barrat S. What are the components of CBT for psychosis? A Delphi study. Schizophrenia Bulletin vol. 36 no. 1 pp. 136–142, 2010
Gumley AI, Schwannauer M. (2006). Staying Well After Psychosis: A Cognitive Interpersonal Approach to Recovery and relapse prevention. Chichester: John Wiley & Sons
Van Donkersgoed RJM, et al. A manual-based individual therapy to improve metacognition in schizophrenia: protocol of a

Kommende ISPS arrangementer:

Sæt kryds i kalenderen den 27. august 2015

Vi planlægger at David Garfield holder fagligt seminar omkring affektteori og psykose. Der bliver udsendt nærmere oplysning om arrangementet senere. Se Under: Kommende arrangementer

Seneste ISPS arrangementer

Indtryk fra ISPS Internationale konference, 2015: Dialog – fra DNA til naboskab

Hvad der end måtte være gået forud for den internationale ISPS-konferences afholdelse, så må man sige, at modtagelsen af de indregistrerede samt konferencens begyndelse, gennemførelse og afslutning forløb på en både inspirerende og socialt og fagligt vellykket måde. Det blev ikke New York University, der, som nogle af os havde håbet, lagde lokaler til – bl.a. på grund af en for høj lejeopkrævning – men derimod det nærliggende Cooper Foundation kompleks, som ikke på nogen måde var prangende, men funktionelt og med nærliggende spise-muligheder i diverse pauser.

Programmet var meget varierende, forudgået af en heldags workshop med tilmeldte til blandt andet: Compassion-focused therapy after psychosis (Christine Braehler), Recovery and Psychosis (Larry Davidson), CBT and psychosis (Tony Morrison & Paul French), Open Dialogue and psychosis (Mary Olson).

Hver dag på kongressen var opbygget med et tema, som blev præsenteret om formiddagen. Førstedagen med emnet ”From Neurobiology to person”, andendagen med et tema om ”From social exclusion to social inclusion”. På tredjedagen drejede det sig om ”Subjective experience and recovery” og endelig sidstedagen om ”Evidens-based psychosocial therapies”. Hver tema-formiddag havde tre talere, som så dannede et panel efter at have holdt deres indlæg, og i panelet gik foredragsholderne i en spørgsmål-svar-dialog med publikum. Jeg synes hver formiddag var givende, men særlig bevægende var selvfølgelig den formiddag med ”subjective experiences and recovery”, som blandt andet indeholdt en indholdsrig dialog mellem en person, der tidligere som patient havde gennemlevet næsten 10 års psykose, og den sygeplejerske, uden hvilken recovery næppe havde fundet sted. Det er bevægende, og også lidt skræmmende, at tænke på er, at selv om behandlingssystemet lægger en god grobund for recovery, så synes dens gennemførelse mod helbredelse at afhænge af enkelte personer, der optræder på en særlig måde i recovery-processens forløb. Nogle vil kalde dette sygeplejerskens terapeutiske kompetence, andre vil kalde det hendes menneskelighed og hengivenhed over for sin opgave. Selv var sygeplejersken tilbageholdende med at anvende kategorier, der indsnævrede den dialogisk-terapeutiske proces og nøjedes med at kalde det kurative samspil for ’menneskelighed og professionalisme’.

I diverse symposier og individuelle præsentationer var der flere danske teams repræsenteret. Region Vestjællands forskningsenhed havde en glimrende præsentation af ”Pathways to care” og ”implementation of early detection team”. Præsentationen gennemgik det omfattende arbejde, der ligger i overgangsfasen mellem sekundær-prævention og primær-prævention. Interessant er ikke blot undersøgelsen af hvem man når med sine budskaber, men også med hvilke ord man når bedst og uden at miste fagligheden.

OPUS-behandlingen i Region Hovedstaden var repræsenteret med et oplæg om ergoterapi, omfattende bl.a.: sensory modulation, body therapy groups, ADL-assessment og –training, social skills training efter KAT-metoder og familie-samarbejde. Den dansk inspirerede fænomenologi blev præsenteret af Maja Zandersen og Mette Graversen (et foredrag med den lidt spooky titel: ”Group psychotherapy with alien selves”. Jens Einar Jansen præsenterede ACT for PTSD i psykose, og Anne Marie Traulsen talte om effekten og betydningen af ”adversities” i skizofreni-spektrum psykose. Anne Marie Raabjerg Christensen havde poster om problemer og initiativer i relationen mellem hospital og socialsektoren i behandlingen af unge. Og ovenover disse og utallige andre præsentationer svævede Jens Roveds kamera i et formidabelt projekt om at gøre kongressen visuelt levende også for eftertiden.

Man forlod kongressen med den følelse, at rigtig mange begavede og erfarne klinikere stadig ser psykoterapi og social støtte som det væsentligste i udviklingen af mennesker med psykose. Der er blandt andet tale om udviklingen fra den dybt i psyken indgribende psykotiske dis-integrering til en genkomst i de sociale interaktioners verden, med smertelige erfaringer som kun få af os gennemgår, men også med erfaringer som giver disse mennesker en måske dybere og mere sensitiv tilgang til verden. Der er også tale om udvikling i terapeuters indsigt i betydningen af at have erfaring, engagement og evne til at være nærværende på en kreativ måde, og endelig udvikling i forståelsen af den indflydelse, vore medmenneskers psykose har på vor egen måde at fungere på – ikke bare nu og da og ind imellem, men hele døgnet rundt, 24/7.

ISPS synes at være det eneste forum, hvor terapeuter, forskere og psykose-erfarne samles i den hensigt at gøre hinanden klogere. Jeg hører, at deltagerantallet var ca. 750, og ved Generalforsamlingen var de ca. 120 stole til rådighed slet ikke et tilstrækkelig antal. Interessen for udviklingen af ISPS er stor, og det må vi håbe slår igennem også på næste internationale kongres, som finder sted 2017 i England.

Bent Rosenbaum

Billeder fra kongressen i New York. Fotograf: Jens Roved

ny7 ny6 ny5 ny4 ny3 ny2 ny1

Kontakt os

Jens Nordvang Roved jens@roved.dk
Anne Marie Traulsen marietrauelsen@gmail.com
Lisbeth Sommerbeck lisbethsommerbeck@privat.dk

Indlæg til nyhedsbrevet bedes sendt som vedhæftet fil til én af redaktørerne med kopi til de to andre. Vi beder om at al kontakt forgår pr. e-mail.

Layout: Allan Fohlmann, psykolog

ISPS-DK NYHEDSBREV nr. 8. februar 2015

Indhold:

Fra redaktionen
Online kurser i recovery orienteret medicinering
Reduktion/seponering af antipsykotika
Metakognition og psykose
Metakognition i terapien
Neo-liberalistisk kapitalisme og psykiatri: Boganmeldelse
Seneste ISPS arrangementer
Kommende ISPS arrangementer

Fra redaktionen

Foråret er på vej, og med det nye psykose-relaterede arrangementer!
Bl.a. finder den årlige ISPS generalforsamling sted fredag den 6. marts
kl. 11.45-12.45 i Distriktspsykiatriens lokaler, Strandboulevarden 96,
6.sal, Kbh. Ø. Vi skal have genvalgt det danske navn for ISPS og høre
om der er ønsker til det kommende års arrangementer!

Efter generalforsamlingen viser vi desuden Kathrine Borres
dokumentarfilm der gennem 4 år har fulgt Mette som har været i
psykiatrien i 15 år. Vi får indblik i hvordan Mettes fremmede stemme
suppleres og afløses af hendes egen stemme i takt med at hun opdager
egne styrker og får håb om at hendes liv kan ændres. Vi følger filmen op
med diskussion. Vel mødt!

Jens Roved, ergoterapeutstuderende, suppleant i bestyrelsen for
ISPS-DK
Lisbeth Sommerbeck, psykolog
Anne Marie Trauelsen, læge, ph.d. studerende, medlem af
bestyrelsen for ISPS-DK

Online kurser i recovery orienteret medicinering

Der er de seneste år blevet fokuseret meget på langtidsbivirkningerne ved antipsykotisk medicinering. Studier tyder på at længere varende medicinering kan forringe recovery for personer med psykotiske lidelser. Robert Whitaker, som er journalist med speciale i psykiatri, forsøger at oplyse om disse langtidsbivirkninger igennem kurser om recovery-orienteret medicinering. To kurser er i gang og et tredje undervejs. Disse kan ses på hans hjemmeside: http://www.madinamerica.com/2015/01/miacontinuing-education-help-us-get-word/

Det første kursus ledes af Sandra Steingard under titlen: Antipsychotics: Short and Long-Term Effects. Sandra Steingard er psykiater, offentligt ansat og medlem af ISPS. Hun giver en oversigt over udviklingen af antipsykotika, deres virkningsmekanisme og evidens basen for deres brug over hhv. kort tid og lang tid. Hendes kursus falder i tre dele og ender med at give et rationale for at udskrive antipsykotika på en selektiv og begrænset måde, især ved langtids-medicinering. Her er link til hendes kursus: Antipsychotics: Short and Long-Term Effects

Det andet kursus, Psykiatrisk Medicinering og Lang-Tids Resultater ved Skizofreni, ledes af Martin Harrow, der er kendt for sine langtids-studier af medicinering og recovery hos mennesker med skizofrenidiagnoser. Han undersøgte 200 patienter med psykotiske lidelser, inklusiv skizofreni, og fandt at de der holdt op med at tage antipsykotisk medicin havde signifikant bedre ”globale resultater” (f.eks. tilknytning til arbejdsmarkedet og social funktion) ved slutningen af hhv. 15 og 20 år end de, der var forblevet på medicinen. De, der var holdt op, var også meget mindre tilbøjelige til at opleve psykotiske symptomer ved senere follow-up undersøgelser. De, der holdt op og havde bedre recovery resultater, var ikke i udgangspunktet de bedst fungerende, dvs. de, der fik mere medicin i længere tid, var ikke de mennesker, der i begyndelsen havde det dårligst og fungerede dårligst, så dette kan ikke forklare de overraskende resultater. Harrows studie var med til at øge opmærksomheden på risici ved antipsykotisk medicinering. På kurset præsenterer han sine 20-års fund med brug af lysbilleder. Den del af kurset varer omkring 30 minutter. Herefter diskuterer Harrow og hans samarbejdspartner psykiateren Thomas Jobe de kliniske betydninger af deres fund. De giver en oversigt over de mulige biologiske grunde til at antipsykotika kan forringe funktionen og øge psykotiske symptomer på langt sigt. Her er link til kurset: Psychiatric Medications and Long-Term Outcomes in Schizophrenia

Det tredje kursus vil bliver undervist af Courtenay Harding. Hun publicerede i 1980’erne det første gode langtidsstudie af mennesker med skizofrenidiagnoser i den moderne medicinerings æra. Hun konkluderede at det var en myte, at mennesker diagnosticeret med skizofreni må være på antipsykotisk medicin hele deres liv. Hun vil præsentere sine fund fra dette studie, og også fra anden forskning og arbejde hun har udført, vedrørende fremme af gode lang-tids resultater. Dette kursus har endnu ikke fået titel. Disse kurser har fokus på de aspekter af antipsykotisk medicinering der oftest nedtones i troen på at det er bedst for patienterne at blive medicineret. Kurserne repræsenterer derfor en vigtig opdatering/udvidelse af de fleste psykiateres viden på området og vil forhåbentlig blive omtalte og efterspurgte, så denne viden, og praksis i lyset af den, kan blive en del af dagligdagens ”state of the art” overalt i psykiatrien.

Lisbeth Sommerbeck

Reduktion/seponering af antipsykotika

I forlængelse af de ovennævnte undersøgelser, der viser at patienter, der holder op med antipsykotisk medicin, klarer sig bedre på langt sigt end dem, der forbliver på medicin, har der på den internationale e-mail liste været en del diskussion om, hvordan man bedst reducerer/seponerer denne medicin, og der har været anbefaling af en folder om emnet, som også er beregnet til patienter. Folderen kan findes online: http://willhall.net/comingoffmeds

Ligeledes har Sandra Steingard, den psykiater, der står for det første af ovennævnte kurser, angiveligt med taknemmelighed taget mod følgende kommentar, fra en psykiater, til en artikel hun har skrevet:

Hold ikke op med noget antipsykotikum på mindre end 100 dage, og hold kun op med ét ad gangen!
Det vil sige at du ikke skal reducere det medikament, som du vil holde op med, med mere end 1 % om dagen.

De fleste psykiatere foreslår reduktion, der er for brat, f.eks. med 10 % ad gangen. Dette fører ofte til negative reaktioner og både patient og læge bliver overbevist om at medicinen er absolut nødvendig for patienten.
Den nemmeste måde at reducere med 1 % ad gangen er at bruge en neglefil. Når man gnider pillen på neglefilen 4 gange, fjernes der ca. 1 % af pillen. Så gnid 4 gange den første dag, 8 gange den næste, 12 gange den tredje dag, osv. På denne måde er medicinen seponeret på 100 dage. Hvis du alligevel får symptomer, så hold pause med reduktionen et stykke tid eller reducér endnu langsommere, f. eks. med 0,25 % om dagen, dvs. en pille der blot er gnedet én gang med neglefilen, og hvor der så bruges 400 dage til reduktionen.
Grunden til at denne metode fungerer så godt er, at hjernen får tid til at tilpasse sig. Den må ved neuroleptika-reduktion ofte gen-regulere sin produktion af nogle kemikalier og danne nye nerve receptorer. En 25 % nedskæring er et chok for hjernen og fører derfor forståeligt nok ofte til symptomer.

Undertegnede tænker at denne metode er fin i princippet – men hvordan er den i patientens virkelighed på f. eks. dag 83? (= 332 gnid med en pille, der vel for længst er smuldret itu!?). Skal psykiatrien ønske sig noget så praktisk som finere graduerede neuroleptica doser og større piller med flere delekærve, af medicinalfirmaerne for at kunne medicinere mere recovery orienteret? Eller vandopløselig medicin? Eller noget helt tredje, som er praktisk til brug ved meget langsom aftrapning? Desværre er det jo måske tvivlsomt om medicinalfirmaerne er interesserede i at bidrage med produkter, der øger muligheden for at flere vil komme til at klare sig uden deres medicin. Det ville være dejligt med bidrag fra læserne om deres erfaringer med (hastigheden af) reduktion/seponering af neuroleptica og om deres meninger om ”neglefils-forslaget”, i princippet såvel som i praksis.

Lisbeth Sommerbeck

Metakognition og psykose

Metakognition lader til være en stærk prædiktor for positive og negative psykotiske symptomer. Metakognition repræsenterer evnen til at identificere og forstå mentale tilstande hos en selv og andre. Det er et begreb der hænger tæt sammen med mentalisering, Theory of Mind og social kognition. Det er et voksende felt i psykose-forskningen og flere forskere mener at metakognition bør indgå som et kriterium ved diagnosticeringen af psykoser. Dette er baseret på talrige studier der finder, at evnen til metakognition er forringet hos mennesker med psykose og at forringet metakognition er et aspekt af psykosen som ikke kan forklares af andre faktorer. Et nyligt udgivet studie finder at metakognition prædikterer negative og positive symptomer efter både 6 og 12 måneders follow-up hos personer med debuterende psykose (McLeod et al. 2014). Studiet inkluderede også varighed af ubehandlet psykose, symptomer og præmorbid funktion. Dette indikerer at forbedring af metakognitive evner kan reducere både positive og negative symptomer.

Link til artiklen McLeod et al. 2014: http://www.journalofpsychiatricresearch.com/article/S0022-
3956%2814%2900091-0/abstract
Anne Marie Traulsen

Metakognition i terapien

Især negative symptomer responderer ikke adækvat på hverken medicin eller psykosociale tiltag. Flere studier er undervejs der forsøger at øge brugernes metakognitive evner. Prof. Paul Lysaker præsenterer Metacognitive Reflective Insight Therapy (MERIT) i et nyligt udgivet case-studie (Hillis et al. 2014). Her lægges vægt på at interventionen ikke skal være en ny form for terapi men mere et mind-set der kan blive integreret i eksisterende interventioner. MERIT stimulerer patientens egen evne til at reflektere over sig selv og andre på en ikke-styrende måde. MERIT tager udgangspunkt i nærværende evner og stimulerer bedring derfra. I casestudiet illustreres det hvordan patienten går fra at have næsten ingen evne til at forstå sig selv og andre til at have et integreret og realistisk billede af sin egen og andres identitet. Det beskrives herefter hvordan disse evner gjorde det nemmere for personen at møde livets udfordringer.

Link til Hillis et al. 2014: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25557425

Anne Marie Traulsen

Neoliberalistisk kapitalisme og psykiatri

Jens Roved har oversat en lederartikel af Bert Olliver (New Zealand) om en ny bog af Paul Verhaeghe.

I sin medrivende undersøgelse: What about me? The Struggle for Identity in a Market-Based Society’ (trans. Hedley-Prôle, J. London: Scribe Publications, Kindle edition, 2014), giver den belgiske psykoanalytiker Paul Verhaeghe et rungende bekræftende svar på spørgsmålet: “Er der en påviselig sammenhæng mellem dagens [neoliberale kapitalistiske] samfund og den enorme stigning i psykiske lidelser?” Mange af os er allerede bevidste om dette, men Verhaeghes nye bog forsyner os med uomtvistelige, dokumenterede beviser.

Det er umuligt at gøre mere i et blogindlæg end at give en slags overblik over bogens centrale tese. I indledningen, efter at have anført, at siden en tidligere bog (hvor han undersøgte sammenhængen mellem sociale forandringer og psykiske lidelser), er han blevet overbevist om, at effekterne af en sådan ændring er langt større end tidligere antaget, bemærker han: “Den Neo-liberale organisering af vores samfund er afgørende for, hvordan vi forholder os til vores krop, vores partnere, vores kolleger og vores børn – kort sagt – til vores identitet. Det kan ikke blive meget mere forstyrret end det”.

Hvad er det den neoliberale “organisation” af samfundet udgør? Som titlen på bogen antyder, er den markedsbaseret, i sin stiltiende tro på, at den abstrakte enhed kaldet “marked” er bedre egnet end mennesket selv til at give en (angiveligt) human struktur til de samfund, vi lever i. Men fordi neoliberal kapitalisme står og falder med spørgsmålet om, hvorvidt overskud genereres eller ej, betyder det, at menneskelige økonomiske aktiviteter i et sådant samfund er nødt til at generere optimal profit.

Forudsigeligt, ifølge de profitdrevne dikteringer af markedet, er arbejdstagere/medarbejdere i enhver organisation – fra små virksomheder til store selskaber og endda hvad der plejede at blive betragtet som offentlige institutioner, såsom skoler og universiteter – blevet mere og mere udsat for et regime af ubarmhjertig konkurrence, knyttet til belønninger (såsom forfremmelser og bonusordninger) for produktivitet og straffeforanstaltninger (ingen forfremmelse, ingen bonusser, at blive fyret) for mangel på samme. Dette er gået hånd i hånd med kvasi-juridiske foranstaltninger for at sikre medarbejdernes produktivitet samt identifikation af dem, der ikke er produktive, såsom indførelse af produktionsdeadlines, selvevaluering og revision af virksomheden. Ikke engang skoler og universiteter er blevet fritaget fra dette. Det er ikke svært at gætte, hvilken effekt disse forandringer i arbejdsvilkårene ville have på menneskers sundhed.

Blandt dem Verhaeghe har fokuseret på er psykiske lidelser (hvis incidens er øget), såsom depression og spise- og personlighedsforstyrrelser. Det er heller ikke svært at gætte, hvorfor dette skulle være tilfældet – hvis man føler, at uanset hvor hårdt man prøver, er det bare ikke muligt at være så produktiv, eller ligeså innovativ med hensyn til produkt-design som nogle af ens kolleger, vil depression og angst sandsynligvis gøre sig gældende før eller siden.

Det er derfor ikke overraskende, at de mest almindeligt forekommende personlighedsforstyrrelser blandt arbejdende folk i dag (og ledere er ikke fritaget for dette) er social fobi og præstationsangst. Hvorfor skulle det være tilfældet, kan den mindre klarsynede iblandt os måske undre. Svaret burde være indlysende: I et samfund, hvor dem omkring dig på arbejdspladsen enten falder ind under kategorien af konkurrenter (herunder dine bedste venner på arbejdet) eller dem, der har til opgave at evaluere din præstation (nogle gange er de begge), er det svært ikke at opleve perioder med angst, som let kan udvikle sig til en patologi. Social fobi har samme oprindelse – ufrivilligt, begynder du at frygte folks motiver, når de taler med dig om dit arbejde, og igen kunne dette udvikle sig til en patologisk tilstand.

Som en sidebemærkning skal jeg nævne, at efter min egen vurdering, er disse resultater fra Verhaeghe kompatible med noget, jeg argumenterede for i et tidligere indlæg (se: http://www.thoughtleader.co.za/bertolivier/2013/08/30/capitalism-andas-suffering/ ), nemlig at det kapitalistiske arbejde viser en “tvangsmæssig neurotisk struktur” – selv for dem, der ikke er klinisk “syge” – for så vidt som, af ovennævnte grunde kræver det af arbejdstagere (ledere inkluderet) et smerteligt gentagent, pligtopfyldende engagement i produktivt arbejde på den stiltiende antagelse eller tro, at “noget forfærdeligt” ville ske med dem, hvis de ikke skulle klare at gøre det. Og angst eller frygt og depression venter altid i kulissen for, at man skal føle, som man uvægerligt gør før eller siden, at man ikke lever op til forventningerne (som til den tid er blevet internaliseret).

Hvad er forbindelsen mellem Verhaeghes arbejde og neoliberal kapitalisme? Igen bør det være indlysende: I hvad der er blevet et samfund domineret af – lad os være ærlige omkring det – intet mindre end markedsfundamentalisme, konkurrence og gensidig (med hensyn til virksomhedsstrukturer, horisontale såvel som vertikale) er bedømmelser (af effektivitet og konkurrenceevne, red.) stort set de eneste funktioner, der er tilladt, eller i det mindste værdsat. Men hvordan “ved” man, om man ikke er tilstrækkeligt konkurrencedygtig, det vil sige, at du ikke er “succesfuld i konkurrencen” med dine kolleger?

Igen må jeg kondensere brutalt. Først viser Verhaeghe, at det dominerende medicinske synspunkt (“sygdoms-modellen”) – at psykiske lidelser er en manifestation af “underliggende kropslige processer” og derfor ikke har noget at gøre med den samfunds-tilstand, i hvilket patienterne lever – er ved at miste fodfæstet. Dette markeres af the British Psychological Society’s og Verdenssundhedsorganisationens (WHO) kritik af den nyligt offentliggjorte seneste udgave af den psykiatriske Bibel, også kaldet DSM. I begge tilfælde påpeger disse organisationer udtrykkeligt, at de diagnoser, der er nedfældet i DSM, ikke tilkendegiver at sådanne diagnoser i høj grad er baseret på sociale normer (noget Foucault for længe siden har argumenteret for).

Udbredelsen af såkaldte psykiske lidelser i dag skal ses i dette lys. Den neoliberale praksis med differentiering i løn, afhængigt af præstation, og den resulterende indkomstulighed (karakteristisk for neoliberale samfund) er hvor man må lede. Verhaeghe – som uden tvivl forudser beskyldninger om ikke at være tilstrækkeligt “videnskabelig” i hans arbejde – henviser af samme grund til to fremtrædende, bredt respekterede sociale epidemiologer, Richard Wilkinson og Kate Picketts arbejde, under overskrifterne: “Psykiske lidelser som sociale problemer” og “For meget ulighed er dårligt for dit helbred ” (Original: “Mental disorders as social problems” and “Too much inequality is bad for your health”, red.).

Picketts og Wilkinsons undersøgelsesresultater er entydige (Verhaeghe 2014: location 2365): “… en stigning af denne art [indkomstulighed] har vidtrækkende konsekvenser for næsten alle sundhedsmæssige kriterier. Dens indvirkning på den mentale sundhed (og dermed også psykiske lidelser) er på ingen måde et isoleret fænomen.” Det afgørende i deres undersøgelse viste sig at være stress, som har vist sig at have en indvirkning på menneskelige kardiovaskulære systemer, samt immunforsvar. Og stress (indirekte, og det forekommer mig, at det også gælder angst og social fobi) er direkte knyttet til indkomstulighed. En iøjnefaldende konklusion, i Wilkinsons første bog ’The Impact of Inequality: How to make sick societies better’, var allerede, at i en by eller et land, hvor der er høj indkomstulighed (behøver jeg sige, ’ligesom Sydafrika’?) er “kvaliteten af sociale relationer mærkbart formindsket: Der er mere aggression, mindre tillid, mere frygt, og mindre deltagelse i det sociale liv ude i samfundet” (2014: Placering 2375). Det forekommer mig, at disse forskningsresultater ikke er uden forbindelse med det, der skete ved Marikana for to år siden (Minestrejken ved Marikana 2012 og politiets massakre, hvor 34 minearbejdere blev dræbt, red.).

Man skal huske på, at indkomstmulighed er direkte knyttet til forskelle i social status. Og ikke overraskende, påpeger Verhaeghe, at lav social status har en “afgørende effekt på sundheden” (2014: Placering 2375). Han når derfor til den opsigtsvækkende konklusion, at selv i det “velstående … Vesteuropa, er det ikke kvaliteten af sundhedsydelser … som bestemmer befolkningens sundhed, men derimod karakteren af det sociale og økonomiske liv. Jo bedre sociale relationer er, desto bedre sundhedsniveau” (placering 2375). Og sundheden er blevet forværret støt under det neoliberale regime. Behøver jeg sige mere? ”

– Se mere på:

http://www.thoughtleader.co.za/bertolivier/2014/08/17/why-it-is-important-for-our-health-to-get-rid-of-the-neoliberal-regime/ o

Jens Roved